Hos menneskeaberne i Abkhasien

At besøge Abkhasien var en ret spontan idé, som opstod undervejs på min lange rejse ad Silkevejen. Og besøget til denne mærkværdige, lille udbryderstat blev en meget kuriøs oplevelse til et sted. Tag med til et sted fortidens storhed er gået i forfald, og fremtiden endnu ikke er ankommet.

Jeg rejste fra Kaukasusbjergene i Svanetien til byen Zukdidi tæt på Abkhasien, og derfra tog jeg en taxa til den såkaldte grænse. På den georgiske side var der kun en militærpost, da der jo som sådan er ikke er nogen officiel grænseovergang fra georgisk side. Nogle store lastbildæk blokkerede vejen for biltrafik. På den anden side var der nogle hestevogne, der transporterede passagerer med deres store mængde bagage, bæreposer og store kasser med varer købt i Georgien. Vejen gik over en bro ved en flod, der markerede selve grænsen. På den anden side af broen var der en paskontrollør, som kiggede på mit pas og den tilladelse til indrejse, som jeg havde fået på e-mail fra det abkhasiske udenrigsministerium. Betingelsen for at få tilladelse til indrejse i Abkhasien var, at jeg inden for to døgn skulle møde op på immigrationskontoret i hovedstaden Sukhumi og hente mit visum, som jeg fik på en særskilt lap papir. Dette visum skulle afleveres til paskontrolløren ved udrejse. Jeg fik ingen stempler i passet, og jeg fik dermed heller ingen problemer ved udrejse af Georgien. For man kommer kun i vanskeligheder, hvis man rejser ind i Abkhasien fra Rusland og fortsætter videre til Georgien. Gør man det, kommer man i spjældet. Ved grænseovergangen mellem Rusland og Abkhasien får man nemlig ikke noget georgisk indrejsestempel i passet, og man har dermed opholdt sig illegalt.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on Google+Email this to someone

Broen der danner -grænse- mellem Georgien og Abkhasien

Broen der danner grænse mellem Georgien og Abkhasien

Ruinhob med paraboler
Tilbage i sovjettiden var Abkhasien et yndet turistområde for Sovjetunionens politiske elite. Magthaverne havde store, flotte sommerboliger langs sortehavskysten, men pga. borgerkrigen er de blevet forladt. I den tidligere mondæne del af hovedbyen Sukhumi var der så småt begyndt at blive genopbygget med russiske midler, og nogle af de gamle russiske palæer nede omkring havnepromenaden stod stadig intakte. Det meste af byen uden om det lille centrum omkring havnepromenaden lignede en forladt slagmark.
Jeg gik forbi den tidligere georgiske regeringsbygning, som var en stor sønderbombet og delvis nedbrændt bygning. Bygningen stod som et monument for sejren over Georgien, men også spøgelsesagtig og forladt. Facaden var fyldt med skudhuller, og der hang stadig store plakater med sejrsbudskaber. Lignende plakater hang overalt i byen for at holde liv i de nationalistiske og patriotiske følelser i befolkningen.
Trappen inde i bygningen var der endnu, og jeg listede mig forsigtig op ad den. Det var en spindeltrappe, kun delvis intakt og resterne af trappegelænderet stak ud. Fra de øverste etager kunne jeg kigge hele vejen ned gennem bygningen, da etageadskillelserne var delvis forsvundet. Det var kun facaden og de bærende betonsøjler og bjælker, der holdt sammen på bygningen og forhindrede den i at styrte sammen. Der var gammel beton og rusten armering overalt. Bygningen var tilgroet af høje tidsler og brandælder. Inde midt i bygningen var der sågar træer og buske, som groede op langs med betonsøjlerne. Affald var smidt i store bunker, og der var fyldt med skudhuller og graffiti på væggene. Stedet var gennemsyret af had og frustration. Men nu har naturen overtaget magten, der hvor georgierne engang sad og bestemte over regionen.  
Meget af byen lå på samme måde øde hen med masser af tomme og spøgelsesagtige huse, der alle er sønderbombet og tilgroet. Det var et surrealistisk syn at se de mange totalt nedbrændte og tomme lejligheder side om side med lejligheder med blomster på altanen, parabolantenner og nye plastikvinduer. Engang var geogierne og abkhaserne helt almindelige naboer. Måske drak de te sammen, og deres børn legede med hinanden nede i baggården. Men nu var de dødsfjender, og georgierne har måtte flygte fra deres hjem. Jeg undrede mig over, om de, der smed deres naboer ud af landet, lever lykkeligere i en forladt slagmark, end de gjorde før?
Både når jeg kiggede på bygningerne og menneskenes påklædning, var det, som om jeg med ét var trådt 30 år tilbage i tiden. De georgiske lari var skiftet ud med russiske rubler, og der var en hel særlig stemning af, at Abkhasien stadig lever i en tidslomme, som da den gamle Sovjetunionen stadig eksisterede. Det var meget underligt for mig at gå rundt i en by, der mindede så meget om en sovjetisk provinsby  nu 24 år efter murens fald og østblokkes sammenbrud.

Den tidligere georgiske regeringsbygning

Den tidligere georgiske regeringsbygning

Indenfor i den tidligere georgiske regeringsbygning

Indenfor i den tidligere georgiske regeringsbygning

Videnskabelige eksperimenter
På en bakketop bag den botaniske have i Sukhumi lå et absurd levn fra den kolde krig. Et testcenter med dyreforsøg, som bl.a. var et led i rumkapløbet under den kolde krig. Dengang Sovjetunionen sendte hunden Laika op i rummet, testede de også andre dyr, for om de kunne klare at blive sendt ud i verdensrummet, bl.a. forskellige abearter. Men der blev  også lavet andre forsøg med aberne. Tossede videnskabsmænd forsøgte at inseminere gorillaer med menneskesæd i et forsøg på at skabe den perfekte og mest udholdende soldat:  et væsen der var intelligent som et menneske og stærk som en gorilla!
Inden jeg nåde op på bakketoppen kunne jeg på lang afstand lugte stanken af afføring fra aberne. Der var massevis af forskellige abearter i gamle rustne og nedslidte bure. Det var lidt uhyggelig at gå rundt mellem burene og kigge på dyrene og tænke på alle de uhyggelige ting, de har været udsat for af vanvittige videnskabsmænd i hvide kitler med hovederne fyldt af skøre idéer. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Bortset fra at aberne godt kunne trænge til lidt bedre pleje, kunne jeg dog ikke se nogen tydelige spor efter parringsforsøg med mennesker og heller ingen misdannelser efter andre mærkværdige dyreforsøg. Men noget mere absurd og samtidigt uhyggeligt, skal man lede længe efter.

Hjælp! Jeg vil ikke sendes ud i rummet

Hjælp! Jeg vil ikke sendes ud i rummet

Store og små fisk
Det var blevet  den 1. november, og når man fejrer sin fødselsdag et så bizart sted i verden, som de fleste dårligt nok har hørt om, skal man jo heller ikke forvente stort ramasjang eller festtaler. Jeg fejrede den ubetydelige begivenhed på det, der engang var den fornemste og fineste restaurant i byen, der lå nede på molen med udsigt til solnedgangen over Sortehavet. Det var et yderst beskedent levn, fra dengang byen var ekstravagant. Stedet gav en underlig følelse af ophøjethed, når man gik ind i den mennesketomme restaurant, der var forbeholdt den magtfulde elite. Der var tjenere i ens habitter, hvide duge på bordene, fint porcelæn og krystalglas. Samtidigt var alting falmet, forfaldent og nedslidt.
Efter at jeg havde fejret mig selv i stilhed, gik jeg en tur langs molen, hvor lokale mænd sad med deres fiskestænger i vandet og med en lille dram i inderlommen. Humøret var højt, men spanden til fiskene var tom.
”Se der!” sagde en af mændene og pegede på sin makker, der lige havde fået en lille bitte fisk på krogen.
”Min makker fanger små fisk men store damer,” sagde han og grinede højlydt. ”Men han har mange problemer, fordi hans kone har fundet ud af, at han har en elskerinde. Det er ikke så let med de der store damer,” grinede han og prikkede til sin makker.
”Nej, sikkert ikke,” svarede jeg. ”Måske skulle du foreslå ham at prøve med store fisk og små damer.”
”Ja!” svarede han og brød ud i høj latter.
Jeg forlod de muntre herrer og gik tilbage mod mit hotel. På vejen kom jeg forbi det centrale torv, hvor der sad en gruppe mænd rundt ved nogle borde. Det gullige skær fra lygtepælene skinnede ned over skakbrikkerne, og mændene sad dybt koncentrerede. Sådan går livet sin stille gang i en lille glemt udbryderstat ved Sortehavet, tænkte jeg, og listede tilbage til mit hotelværelse.

Skakspillere i lygtepælenes skær

Skakspillere i lygtepælenes skær

Om Abkhasian
Abkhasien er internationalt anerkendt som en del af Georgien, men har erklæret sig for en uafhængig stat kun anerkendt af meget få lande ud over Rusland. I begyndelsen af 1990'erne kæmpede nogle abkhasiske separatister for at rive området løs fra Georgien. Selvom abkhaserne kun udgjorde 17% af befolkningen, var det alligevel dem, der udgjorde regionens politiske og økonomiske elite. Mens de etniske georgiere ønskede tættere bånd til den nye stat Georgien, da den blev oprettet i 1991, ønskede abkhaserne at pleje forbindelserne med Rusland. På begge sider gjorde væbnede grupper sig klar til kamp, og i 1992 udbrød borgerkrig i regionen. Abkhaserne fik ligesom sydosseterne støtte fra russerne i deres kamp for selvstændighed fra Georgien. Konflikten endte med, at den georgiske hær måtte trække sig tilbage, og Abkhasien erklærede sig for selvstændigt. En stor del af georgierne flygtede over bjergene til Svaneti og andre dele af Georgien. Flugten var ekstrem hård og mange omkom. Kun få er begyndt at vende hjem til det, der er tilbage af deres sønderbombede ejendomme.