Jeg er til fals for caribisk tropeidyl

Mens det var kold vinter hjemme i Danmark, rejste jeg til De Caribiske Øer for at lægge mig godt til rette i en hængekøje, spændt op mellem to palmetræer. For som der stod på min T-shirt: "Time flies when you ain't doin shit".
De Caribiske Øer er ideelle, hvis man vil dovne tiden væk, men efter lidt tid begyndte det alligevel at krible i mig efter lidt aktivitet, så jeg øhoppede. Jeg opdagede hurtigt, at De Caribiske Øer er en smeltedigel af forskellige kulturer og kolonihistorie. Øerne i Caribien ligner bestemt ikke hinanden. De bærer umiskendeligt præg af deres tidligere kolonimagter, men fælles for dem alle er en frugtbar blanding af racer, hudfarver og lidt lokal kolorit. Det romantiske billede af den caribiske tropeidyl kan man sagtens finde derovre, og der er masser af øer at vælge imellem.

Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on Google+Email this to someone

Mødet med en jumbojet på stranden
Jeg befandt mig på Sint Maarten/Saint-Martin, som er et godt udgangspunkt for øhop til et par af de franske og hollandske Antiller. Faktisk er øen begge dele, og derfor har den de to enslydende  navne, Sint Maartin og Saint-Martin, som det staves på hhv. hollandsk og fransk. Øen er kun er på 96 km2 og er dermed verdens mindste ø med to nationalflag. Da hollænderne og franskmændene skulle dele øen, gik de hver sin vej rundt om øen, og der hvor de mødtes, skulle grænsen trækkes. Den nederlandske side er mindst, og man siger, at det er fordi, hollænderen gik med en flaske gin. Han var pissefuld og slingrede, mens han gik, og han tog sig vist også en lille lur på halvvejen. Derfor måtte hollænderne nøjes med ca. en tredjedel af øen.
Sint Maartin/Saint-Martin er en travl ø, da det er en af De Caribiske Øer, hvor der anløber flest krydstogtsskibe. Der er massevis af store hoteller, restauranter, natklubber, kasinoer og alt hvad der ellers skal til for at tiltrække turister i hobetal. Men med masseturismen forsvinder meget af idyllen desværre. Da jeg lå på standen ved Maho, blev jeg også helt nervøs for, om der landede en jumbojet midt på badehåndklædet. Ved indflyvningen til landingsbanen i Princess Juliana International Airport kom flyene kun 10-20 meter hen over hovederne på mig og de andre strandgæster. Netop derfor er standen ved lufthavnen verdensberømt blandt iagttagere af fly. Der var også andre gode strande på øen, men ro og fred var der ikke så meget af. Det fandt jeg derimod efter det næste lille øhop.

4

På toppen af den uspolerede dronning
Inden jeg havde nået at finde ud af, hvordan Juancho E. Yrausquin Airport skal udtales, var flyet klar til landing. Flyveturen mellem Sint Maartin og Sapa tager nemlig kun knap 15 minutter. Det gav et lille sug i maven, da det lille fly landede på verdens mindste landingsbane, som kun er 400 meter lang. I daglig tale kaldes flyvepladsen ”The Flat Point”, da det er det eneste flade punkt på Sapa, og derfor var det en stor udfordring for ingeniørerne at bygge lufthavnen. I ankomsthallen fik jeg et “souvenirstempel” i passet med teksten: “Welcome to The Unspoiled Queen, Sapa”.
Sapa er en lille charmerende ø, der hurtigt blev en af mine allerstørste favoritter blandt De Caribiske Øer. Den hører til blandt de hollandske Antiller, og består egentligt blot af et lille vulkanbjerg, der stikker op af havet på ca. fem gange tre km. Der er to bittesmå og meget pyntelige landsbyer i “honningkagestil” med røde hustage, der står i smuk kontrast til den grønne natur. Windwardside er den største af øens to landsbyer. Den anden hedder The Bottom. Ja, gæt engang hvor den ligger!
Det med navnene på øen er i det hele taget ret spøjst. Den stejleste bakke hedder ”The Ladder”, og den eneste hovedvej hedder ”The Road”, og det fladeste sted ved lufthavnen hedder ”The Flat Point” – så er der vist ikke meget at tage fejl af. Den skyomkransede top Mount Scenery er en udslukt vulkan, der ligger i 870 moh, og er det højeste punkt i kongeriget Nederlandene. Vandreturen til toppen gik igennem en frodig skov med høje bregner, tropiske blomster og mahogni træer. Jeg så flere kolibrier, der med deres 5.000 vingeslag i minuttet står stille i luften et par sekunder. Nogle gange lige foran næsen på én – og vupti så er de væk igen. Fra toppen er der en fantastiske udsigt over øen og havet. Ude i det fjerne ses naboøerne St. Kitts og St. Eustatius.
Dagen efter gik jeg øen rundt ad de vandrestier, som engang blev brugt af de lokale, før de gik i gang med at anlægge “The Road”. Sapa har ingen strande, og derfor kommer der ikke særlig mange turister. Øens største attraktion ligger desuden under havets overflade. Det er lavatunneler og varme kilder, som minder om øens dramatiske oprindelse. Der er et fint koralrev, farverige tropiske fisk i små og store stimer, søheste, havskildpadder og rokker. Sapa er en af de få ukendte skønheder i Caribien, og jeg var vild med øens idyl, den kølige luft og ubeskrivelige ro.

1

2

Jetsetglimmer og svensk kolonihistorie
Jeg tog også en smuttur over til den lille franske ø Saint Barthelemy, og der stødte jeg på en ret usædvanlig kolonihistorie. Efter mange års handel med smuglere og sørøvere erfarede øens ca. 1.000 indbyggere i 1785, at deres ø var blevet lejet ud til svenskerne i næsten hundrede år. Til gengæld fik franskmændene handelsrettigheder til Østersøen med base i Göteborg. Øens hovedstad hedder Gustavia efter den svenske kong Gustav III, som indgik byttehandlen.
Byen har et par kønne gader; nogle af dem med svenske gadenavne og et par gamle huse i svensk byggestil. Saint Barthelemy er et paradis for de rige, og man kan se dyre Dior-bikinier på tykke, rige amerikanere og smukke supermodeller. Øen er dog ikke større, end at den mageligt kan ses på et par dage.
Jetsetglimmeret passede ikke til min stil eller pengepung, så jeg tog færgen tilbage til Sint Maartin/Saint Martin, hvor jeg lagde mig tilbage i hængekøjen, inden min rejse fortsatte til en ny ø i den varme tropeidyl.

3